I anledning af premieren på Farven fra det ydre rum OG vores særarrangement den 6. november har vi her fornøjelsen af at bringe en artikel skrevet af Henrik Sandbeck Harksen, Cand.phil. Et uddrag af den er bragt i forestillingsprogrammet, men her har vi fornøjelsen af at bringe den i sin helhed. Vi er fulde af taknemmelighed over at Henrik ville bidrage med sin viden om og indsigt i H.P. Lovecraft. Vi giver ordet til Henrik:
Howard Phillips Lovecraft (1890-1937) blev kun 46 år gammel. Til trods for en lille, trofast skare af fans, regnede han selv med at hans historier ville gå i glemmebogen, forsvinde i tiden sammen med det billige pulp papir, hans noveller var trykt på. Det er forståeligt, at han troede det – men sjældent har nogen taget så meget fejl. Få har som ham sat så stort et aftryk på moderne popkultur. I en eller anden sammenhæng er de fleste nok stødt på bynavnet Arkham, har hørt om monstret med det uudsigelige navn Cthulhu (fundamentet for det, der kendes som Cthulhu Mythos)—eller i hvert fald set film og tegneserier med tentakelmonstre – eller hørt om den blasfemiske bog over dem alle, Necronomicon.
Lovecraft (HPL) er blevet kaldt en af den moderne tids helt store mytemagere og ligefrem ”litteraturens Kopernikus”. Han er blevet beskyldt for at skrive det argeste lort, at være en elendig stilist – alt, alt for komplekse sætninger fyldt med sære, gammeldags ord og med en tendens til at afslutte sine historier med hysterisk kursiv! – og af andre rost for at være en af den engelsksprogede litteraturs ypperste forfattere. Og han kan jo ikke skrive realistiske eller dybe personportrætter, siges det; noget af et kritikpunkt i vor tid, hvor dét er alfa og omega for den såkaldte gode litteratur. Og var der ikke noget med, at han bare var en underlig eneboer, der ikke kunne lide at spise fisk? Uanset hvad man synes om HPL, er det tydeligt, at han aftvinger markante holdninger, hvad enten vi taler om ham som person eller om hans historier.
Han var noget af et vidunderbarn. Som et-årig kunne han tale; som to-årig reciterede han vers; læste som fire-årig; som syv-årig skrev han digte og historier, og ikke længe efter lærte han latin. Da han som otte-årig stødte på Edgar Allan Poes historier var han solgt, som man siger. Poes indflydelse på hans historier fortsætter resten af livet. Hans far kommer på sindssygehospital i 1893, hvor han forbliver indlagt indtil sin død 1898. HPL bor sammen med sin mor indtil også hun indlægges. Det sker i 1919 og hun dør samme sted i 1921. Kort efter tager HPL for første gang i sit liv uden for sin elskede hjemby, Providence, og besøger New York. I første omgang forelsker han sig i byen. I Boston møder han om sommeren sin kommende hustru, Sonia Haft Greene, og de gifter sig i 1924 og flytter til New York. Ægteskabet og livet i New York fungerer slet, slet ikke, og allerede i 1926 flytter HPL tilbage til Providence, hvor han bliver boende sammen med sine tanter lige til sin død i 1937. Skilsmissen er endelig i 1929.
Til trods for at det ikke var en succes at bo i New York, er der ingen tvivl om, at mødet med storbyen og de mennesker, han blev venner og socialiserede meget med fik en afgørende, positiv betydning for både HPL som person og forfatter. Man kan med rette sige, at de mest nyskabende historier fra hans hånd bliver forfattet i den periode.
HPL var ikke eneboer. Det er et rygte af nærmest mytisk karakter, der opstod fordi han i få år af sit liv, som ung, havde det meget skidt og i de år levede isoleret. Han har helt sikkert været til den introverte side, men det meste af hans liv var han alligevel engageret i at diskutere med andre mennesker, besøgte folk så tit han havde råd til det og modtog gerne gæster. De kom ganske ofte, da han gennem sine mange breve og artikler hurtigt fik et ry for at være en særdeles dannet og interessant personlighed at være i selskab med. Hans samlede brevskrivning anslås at ligge i omegnen af 100.000 breve og postkort, overvejende skrevet den sidste halvdel af hans liv. Det at korrespondere med folk fra nær og fjern var for ham at sammenligne med samtaler. Man kan forestille sig, at han ville have elsket Internettet i dag. Hvis man lige ser bort fra at han hadede at bruge en skrivemaskine, tastatur huede ham ikke. Det var brevene og den højt begavede, intelligente person, der viste sig i dem, lige så vel som hans unikke historier og måde at skrive på, der gjorde folk interesseret i ham – og som har gjort at interessen kun er vokset siden hans død.
Selvom han, selv efter samtidens standard, ofte skrev i et gammeldags sprog, så er han alligevel meget relevant for en moderne læser. Hvorfor? Det er der selvfølgelig mange grunde til, men bl.a. fordi han var en af de første som tog den moderne videnskab og dens resultater alvorligt samtidig med at han anerkendte effektiviteten af de gotiske virkemidler. Hos ham er der et helt særligt samspil mellem gammeldags sprogbrug, sirlige formuleringer (nærmest poetiske), og skarp, knastør videnskabelig tone. Fortællestilen skaber en unik magi, som indfanger også læsere i dag. At læse HPL er som at læse magiske besværgelser som åbner op for andre verdener, ja endda universer. Omdrejningspunktet for de bedste af hans historier er, som han selv bemærker, stemning. Han lokker læseren ind i særlige, dunkle stemninger. Som jeg ofte har hørt folk sige, når de har læst HPL: ”At læse hans historier gør noget ved mit sind.”
”Farven fra det ydre rum” (orig. ”The Colour Out of Space”) er en novelle som blev skrevet i 1927, året efter HPL skrev sin velsagtens mest berømte novelle, “Cthulhu kalder” (orig. ”The Call of Cthulhu”). Handlingen er for så vidt simpel nok: I et område ”vest for Arkham” i New England, USA, kan intet længere gro. Det viser sig at skyldes et mystisk meteoritnedslag i 1882. Selv ikke de bedste videnskabsmænd kunne finde ud af, hvad meteoritten bestod af, inden den skrumpede og til sidst helt forsvandt. Den forsvandt dog ikke før jorden blev forurenet, ja ligefrem fordærvet. Uheldigvis påvirker det også den familie, som ejer det stykke jord som meteoritten landede på, Gardner-familien. Resultatet viser sig at være horribelt.
Det lykkes HPL i ”Farven fra det ydre rum” at perfektionere den idé han havde om, at det virkelig bizarre og uhyggelige opnår man ved antydningens kunst. Der opnås den særlige og ubehagelige, men alligevel så dragende, stemning som han ønskede at fremkalde i læseren. I en skøn forening af den gotiske tradition tilsat det bizarre og videnskabens verden. Det er en moderne gotisk fortælling af sublim karakter. Man forstår hvorfor netop denne novelle var en af de få han forblev tilfreds med resten af livet. Noget af det mest virkningsfulde er beskrivelsen af ”farven fra det ydre rum” – en farve, der ikke lader sig beskrive med de farvebegreber som vi normalt gør brug af her på Jorden. Farven er umulig at beskrive, får vi fortalt, og det er kun som en analogi at man kan kalde det en farve overhovedet. Det er, i ordets forstand, ufatteligt. Farven er netop noget helt andet, hvilket den også må være, når meteoritten stammer fra de fjerneste kroge af universet. Det uhyggelige er ikke så meget at der er faldet en meteorit, men de anderledes egenskaber, den har. Det er foruroligende på et helt basalt niveau. Det piller ved urinstinktet i os. Prøv at forestille dig det: At du er vidne til en så radikal anderledeshed. Du vil nok indrømme, at det ville gøre dig utryg, bange. Angst er måske i virkeligheden det mest dækkende ord. Når der tillige er tale om, at området, som kommer i berøring med denne fremmede genstand, tydeligvis bliver fordærvet og det også på så grufuld vis influerer den stakkels familie Gardner, ja så øges frygten, den eksistentielle angst. Og hvordan dæmmer man op for dette fremmede, når det strider imod alt hvad man ved – inkl. alt hvad man ved videnskabeligt?
Dét er noget af det mest fantastiske ved HPL’s forfatterskab: Han tager videnskaben, dens sprog og metoder, og smider det ind i en fortælling, som dermed for en moderne læser får en klang af troværdighed. Det er modsat den traditionelle gotiske gyser, for hvilket moderne menneske kan tro på eksistensen af en varulv eller vampyr som det var i den traditionelle fortælling? Undervejs introducerer HPL små bidder af noget uforklarligt, som vi normalt ville anse for at være utroværdige og urealistiske. Efterhånden som historien skrider frem og evidens hober sig op, på baggrund af det troværdige og realistiske, så forekommer det uforklarlige og urealistiske mere og mere sandsynligt – og så foretager han springet fra det videnskabelige til det overnaturlige. Han gør det utroværdige troværdigt, han beskriver det ubeskrivelige. Det kræver særlige skriveevner og dem besad HPL. Det overnaturlige skal her ikke forstås som de klassiske og religiøse gotiske troper – for HPL var helt enig med Nietzsche i at Gud var død – men som ligger ved de ydre grænser for, hvad videnskaben arbejder med og kan finde ud af: Det ydre rum, det mørke kosmos derude, helt ude ved universets grænser, ja ligefrem andre dimensioner. De får samme funktion i hans fortællinger som de gotiske virkemidler tidligere havde, således også i ”Farven fra det ydre rum”. Mødet med det sublime er også mødet med det ukendte – og det er skræmmende.
Desto mere, når det lander i vores baghave.