Med Lotte Kaae Nielsen

Jeg var lige blevet medlem af Hvidovre Amatørscene, og havde ikke spillet teater i mange år. Så da jeg skulle være med i forestillingen Undskyld i 2016 (som primært er monologbaseret) var jeg lidt ude på dybt vand. Jeg husker tydeligt, at skulle lære en monolog specielt. Den handlede om en pind, jeg kunne ikke finde min pind til blomsten i altankassen. Jeg husker at være så frustreret over den monolog, så meget at vi stadig snakker om den i dag, 6 år efter at have opført stykket. Der var ikke mening i teksten for mig og jeg tror ordet pind blev sagt rundt regnet 1 million gange (det er i hvert fald sådan jeg husker det). Jeg lærte aldrig den monolog ordret til manuskriptet, og sagde tit noget værre vrøvl, men jeg overlevede og lærte hvor vigtigt det er bare at blive ved med at øve sig. Og jeg lærte, at alting heller ikke behøvede at være perfekt, for stykket blev fantastisk alligevel, og publikum morede sig uden at ane, at jeg i alt hemmelighed hadede den scene.