For tiden har vi sluppet scenens vante folder og er flyttet i kolonihave – sådan da. For løjerne foregår stadig på Byvej 56. Her har vores ferme scenemester Michael bygget en kolonihave på scenen. Med græsplæne, havelåge og det hele!
Her på bloggen giver vi ordet til instruktør og dramatiker Jesper Haller, som står bag denne kulsorte komedie om de to brødre Preben og Torben:
Kære publikum!
Velkommen til min kolonihave. Den findes i virkeligheden. Vellønnede borgere fra den kreative klasse lufter hipsterskæg, Christianiacykler og nuttede, velplejede børn på stierne: Skuespillere og DJ’s, designere og kuratorer. De nu pæne træhuse sælges for en million og bebos hovedsagelig i weekenden. Da jeg flyttede ind for 27 år siden, var husene billige sildekasser og tagpap, beboet af pensionerede arbejdere. De havde kæle- eller øgenavne som Søm-Hansen, Potten, Flaske-Poul, og tilbragte al deres tid i haven. Med at pleje fantastiske blomsterbede og drikke øl. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle tale med dem om og omvendt. Det kunne godt blive lidt akavet. Kommunikationskløften fra dengang er min ene inspirationskilde til Pas på Torben.
Den anden er arbejdsløse venners groteske oplevelser i aktiveringssystemet og den tredje dramaturg Louise Frydendahl Ladefogeds årelange, inspirerende og utrættelige indsats for at få bare nogenlunde sammenhæng i mine underlige indfald. Hun fik mig virkelig til at luge ud og brugte den helt store ukrudtssprøjte af og til. Jeg håber, det var nok.
Jesper Haller