Her kan du læse den fulde udgave af artiklen om Noël Coward som findes i en korte udgave i programmet til forestillingen Privatliv. God fornøjelse!
Noël Coward bliver født den 16. December 1899 i Londonforstaden Teddington. Hans forældre er fattige, men moderen gør sit bedste for at skjule fattigdommen for den lille Noël, der er sine forældres stolthed. Ret tidligt opdager den udadvendte dreng teatret, og insisterer på at optræde hvor som helst og når som helst. Moderen støtter hans ønske, og som tolvårig medvirker han i sin første professionelle forestilling. I det meget klassebevidste England i 1900-tallet, er der ikke mange muligheder for at avancere op gennem de sociale lag, for en dreng med Noël Cowards baggrund. Men han besidder en ekstraordinær beslutsomhed og charme, der hurtigt åbner dørene til de smarteste kredse.
Han er voldsomt ambitiøs, både hvad angår sin karriere og sin sociale status. Med et heftigt temperament og en stålsat vilje rykker han med årene op gennem de sociale lag, og bliver også berømt (eller berygtet?) for sin selvsikre tilgang til potentielt akavede og pinlige situationer. Han er fx kendt for engang at ankomme til en fest i sit stiveste puds, kun for at opdage, at alle de andre gæster er klædt ganske afslappet. Knapt er han kommet indenfor døren, før han udbryder “Now, I don’t want anybody to be embarrassed”.
Kontroversiel hvirvelvind
Indtil 1924 har Coward kun moderat succes som skuespiller og dramatiker, selvom hans karriere virker lovende. Efter en mislykket tur til New York beslutter han sig for at skrive et stykke, med et kontroversielt tema. Da ingen, udover et lille teater i en forstad til London, vil nærme sig The Vortex, må han selv skrabe pengene sammen, og producere forestillingen. The Vortex, der tager udgangspunkt i seksuel forfængelighed og stofmisbrug, bliver vanvittigt godt taget imod, og Coward og hans medspiller Lillian Braithewaite modtager stående applaus ved premieren. Herfra tager karrieren for alvor fart. Coward er ikke sen til at opfange vigtigheden af god PR, og lader sig gerne portrættere som en udsvævende playboy, og er tilsyneladende begejstret over de forfærdede reaktioner på historierne om ham i pressen.
I slutningen af 1920’erne er Noel Coward ekstremt populær, både i New York og London – som dramatiker, skuespiller, instruktør og komponist. Han arbejder som en gal, indtil han en aften kollapser på scenen. Lægerne beordrer ham på ferie. I årene med Den Store Depression, startende med børskrakket i 1929 på Wall Street, klarer Coward sig ganske udemærket. Han kan faktisk opretholde en livsstil, de fleste kun kan drømme om, med rejser flere gange om året. På en rejse til Singapore i 1929, vågner han med et billede af vennen og skuespillerinden Gertrude Lawrence i en hvid aftenkjole på nethinden. Et par dage senere har han skrevet det første udkast til Privatliv – et stykke, der viser sig at være højdepunktet i karrieren for både Coward og Lawrence. Forestillingen spillede for fulde huse mange uger i træk i London og New York.
Et plotløst skuespil for formålsløse mennesker
Af alle Noël Cowards stykker er Privatliv stadig det mest spillede stykke, den dag i dag. Årsagen til det skal måske findes i stykkets nærmest overdrevne enkelhed – minimalistisk i sin handling og totalt berøvet en kontekst. Noget der fik en kritiker fra The New Yorker til at beskrive Privatliv som “et plotløst skuespil for formålsløse mennesker”. Privatliv opsummerer nemlig meget enkelt og effektivt den rastløse tidsånd, der dominerede 1920’erne og start 30’erne. Privatliv er en form for vakuum, hvor omgivelserne, konteksten, ikke eksisterer. Hvad laver Elyot for eksempel? Ingen ved det, for vi får det aldrig at vide. Men penge har han. Og stil. Det er heller ikke meget, vi ved om Amanda – udover at hun engang var gift med Elyot. Men hints er der mange af. De peger i retningen af et stærkt indre liv i karaktererne. Selvom dialogen kan virke overfladisk, ligger der lige under den overflade en anden virkelighed. For der er forskel på hvad personerne siger, og hvad de virkelig mener. De kan være spydige og vittige, men mellem linjerne ligger passionen, begæret, kærligheden og ikke mindst skinsygen. Amanda og Elyot er fanget i et følelsesmæssigt limbo: de kan ikke leve med hinanden, og de kan ikke leve uden.
Både Amanda og Elyot er moderne mennesker, ligesom de to skuespillere, der portrætterede dem. Coward og Lawrence var lidt af et powerpar i 1930’ernes London. Smarte, moderigtige og med alle moderne bekvemmeligheder inden for rækkevidde. Alle mænd ville være Noël Coward, og alle kvinder ligne Gertrude Lawrence. Man får heller ikke på fornemmelsen, at hverken Elyot eller Amanda (eller deres nye ægtefæller) mangler noget som helst.
Hvordan kan et stykke, der nærmest ikke forholder sig til eller kommenterer særligt på den samtid, den virkelighed, det er skrevet i, blive så vanvittigt populært? Og i så mange år? I den økonomiske depressions tidsalder var Privatliv en kærkommen mulighed for at glemme trængsler og kvaler for et øjeblik. Noël Coward kunne få publikum til at grine, så de glemte at græde. For mange er det stadig i dag hans største bedrift. Privatliv er flere steder helt utrolig morsom, og mon ikke vi stadig i dag trænger til grine?
